HOLD 053
  
Tumbling og Performance 
 Om holdet: 

Har du lyst til at lave gymnastik på et opvisningshold, hvor der hovedsageligt vil blive arbejdet med powertumbling og rytmiske sekvenser, så er "Tumbling og Performance" måske noget for dig.                        

"Tumbling og Performance" er et udtaget hold for piger og drenge i alderen 7-15 år, som brænder for gymnastikken og har lyst til at dygtiggøre sig indenfor både tumbling og rytmisk gymnastik. Vi vil træne målrettet frem mod opvisningssæsonen, hvor vi skal ud og lave en masse opvisninger.                    

Der er mødepligt på holdet, så gymnasterne er forpligtet til mødestabilitet, da holdet netop er for de gymnaster, der brænder for gymnastikken. Vi forventer altså, at gymnasterne møder op til flest mulige træninger i ugen, velvidende at der vil komme afbud i forbindelse med familiesammenkomster, konfirmationer, weekendture, ferier osv. Ved sygdom, forsinkelse eller afbud skal man skrive til enten Tim eller Line inden træningens start. Gymnasterne skal desuden være klar til at afsætte alle weekender i slut februar samt hele marts måned til gymnastikopvisninger. I løbet af foråret vil holdet deltage i 7-10 opvisninger. Der er også mødepligt til alle opvisninger, og man skal derfor være klar på at prioritere opvisninger over eventuelle andre arrangementer. Vi melder datoer til opvisninger ud i så god tid som muligt.

Spring på "Tumbling og Performance"                    

På holdet vil vi som udgangspunkt arbejde med følgende spring:
- Araberspring
- Flikflak
- Whip                    

- Slutspring: lukket salto, hoftebøjer, strakt, skrue, dobbeltroterende

Styrketræning, smidighed, teknik, timing og spændstighed vil også indgå i den daglige træning. Disse emner vil også gøre sig gældende indenfor rytmen.  

Rytmedelen vil som udgangspunkt ligge om torsdagen. Der vil blive afsat mere tid til rytme, hvis vi vurderer, at det er nødvendigt. Dette gælder både de enkelte gymnaster og holdet som helhed. Man skal påregne tid til at øve rytmeserierne derhjemme med videoer fra vores Facebookgruppe som hjælpemiddel.                    

Udtagelse til "Tumbling og Performance"                    

Udtagelsen foregår over tre træninger i uge 33: tirsdag, torsdag og søndag. Det er vigtigt, at man deltager i alle tre træninger. Søndag eftermiddag/aften får gymnasterne besked om, hvorvidt de er udtaget til holdet. Dette skrives på forsiden af VGF89’s hjemmeside.
Der udtages et sted mellem 20 og 40 gymnaster til holdet.

Til udtagelsen laves der en individuel vurdering ud fra ovenstående spring og emner samt enkelte rytmesekvenser. Vi lægger desuden stor vægt på mødestabilitet, mod, motivation, ihærdighed, positivitet og bidrag til et positivt fællesskab.            

Regler i hallen:                    

- Du møder til tiden og er klar når træningen starter.
- Du har sat håret op (hvis det er langt) og har gymnastiktøj på, når træningen starter. Du har derudover ikke smykker, ur eller lignende på.
- Du har tisset af inden træning.            

- Drikkedunken står inde i hallen og er fyldt ved træningens start.
- Du spørger om lov til at gå på toilettet.
- Mobiler må IKKE bruges under træningen (medmindre du har fået lov af træneren).
- Strømperne tages af, når træningen starter. Dog kan man have et par strømper liggende ved sin drikkedunk inde i hallen til udstrækning.
- Ingen tyggegummi.
- Ingen mad under træning.
- ALLE hjælper med at slæbe redskaber.
- Du møder op, selvom du er skadet.
- Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig.                    

På holdet forventer vi, at du er villig til at yde en seriøs indsats og viser interesse for at udvikle dig inden for både spring og rytme. Vi lægger vægt på en god, velforberedt træning med veloplagte gymnaster, der bliver udfordret og udvikler sig til bedre gymnaster i en glad og positiv atmosfære. Vi lægger desuden stor vægt på det sociale fællesskab på holdet, og planlægger i løbet af sæsonen forskellige hyggelige arrangementer såsom juleafslutning, træningsweekend, pizzatræning og lignende.
 

Vi har allerede datoer på vores to faste træningsweekender på Bøvling Idrætsefterskole. Hvis man bliver udtaget til holdet, så sæt kryds i kalenderen d. 15.-17. september 2023 (fredag til søndag) og d. 3.-4. februar 2024 (lørdag til søndag). Som alt andet, er der også mødepligt til disse træningsweekender.

Vi står for træningen og tilbyder faciliteter, der skal gøre det muligt for dig at blive en dygtig gymnast. Du kommer med lysten til at lære og en bevidsthed om, at du selv har ansvar for egen læring.                    

KLIK HER FOR AT TILMELDE DIG HOLDET! Hvis du er udtaget 

Aldersgruppe: 7-15 år - piger og drenge 
Sted: Idrætscenter Vest - Springcenter    
Udtagelsestræninger: Tirsdag d. 15. august 2023 kl. 16.00 – 18.00 (fortræning) Torsdag d. 17. august 2023 kl. 16.00 – 18.00 (fortræning) Søndag d. 20. august 2023 kl. 11.00 – 13.00 (UDTAGELSE)
Herefter:
Tirsdage klokken 16.00 - 18.00
Torsdage klokken 16.00 - 18.00
Søndage klokken 11.00 - 13.00                        

Kontingent: 4300 kr. inkl. konkurrencegebyr. Betales over to gange. Ud over kontingent skal alle påregne udgift til en ny opvisningsdragt, da klubbens opvisningsdragt skal have nyt design. Derudover kan der opstå udgifter til klubdragt. Klubdragten forsøger vi at kunne betale med sponsorater, men da vi ikke er sikret sponsorer, kan der også opstå en udgift her.                        

Holdledere og springansvarlige: Tim Lauridsen - 61 66 40 11 og Line Schrøder - 42 43 41 14                    

Rytmeansvarlige: Sille Bakgaard - 30 14 59 23 og Nynne Hedegaard Rasmussen - 22 53 69 00                    

Holdkoordinator: Inger Spaabæk                    

Hjælpeinstruktører: Adam Hedeholm, Anne Brask Andersen, Anna Pedersen, Mikkel Dunker og Lars Grønkjær Graversen 
 
Find os på:
 

Om VGF89 - Vestjysk Gymnastikforening

KUN MED BREDDEN - FÅR VI ELITEN